Jens Frimer Andersen

Jens er kommet i Vejlerne siden 1979, hvor han faldt pladask for områdets storslåede og rige natur og fugleliv. Han har været bosat i området siden 1993.

Han har altid været interesseret i fugle og natur, og har arbejdet som fugleobservatør på flere danske feltstationer bl.a. Tipperne, Vorsø og Vejlerne og arbejdet med fuglemonitering i Danmark og i Egypten.

Jens har rejst i store dele af verden med fugle og natur som det primære mål, bl.a. i det meste af Europa, Grønland, Mellemøsten og Nordafrika, Kenya, Sydafrika, Mellemamerika, Thailand og Borneo.

Jens er uddannet tegner og grafiker fra Skolen for brugskunst i København (Dansk Design Skole) og har arbejdet som tegner og illustrator med natur og fugle som den vigtigste emnekreds.

Han har leveret illustrationer til utallige informationsplancher (bl.a. til Vejlerne), foldere, magasiner, plakater, naturmuseer, bøger (bl.a. tavler til Feltguide om Nordens fugle for Gyldendal forlag) og har afholdt mange udstillinger. Senest har Jens deltaget i udstillingen "FUGL" på Sophienholm og Vendsyssel kunstmuseum. Han har også arbejdet med undervisning i tegning og naturkunst på Rødkilde -, Brandbjerg - og Borups højskoler.

Jens har et bredt kendskab til den danske natur, og har ud over fuglene, været meget optaget af især sommerfugle, guldsmede og andre insekter samt orkideer.